Læsning af fagtekster
En fagtekst kan vurderes ud fra en mængde forhold. Der findes flere referencer til gode bøger om dette, her henvises til Arnbak, E. (2003): Faglig Læsning - fra læseproces til læreproces, Gyldendal.
I undervisningen af ordblinde elever er det væsentligt at afklare, hvordan eleven kan arbejde med et materiale med en minimal afkodning. Ordblinde elever skal ikke læse materialer, der ligger under aldersniveau.
Man kan vurdere en teksts tilgængelighed ud fra to hovedområder. Områderne er tekstens visuelle tilgængelighed og tekstens sproglige tilgængelighed. Selv med mulighed for indscanning og oplæsning af teksten skal læreren vurdere den sproglige tilgængelighed.
Dernæst skal læreren stille spørgsmål til tekstens indholdsmæssige tilgængelighed ud fra elevernes forudsætninger og i henhold til det faglige arbejde, teksten indgår i.
Vi har valgt at bringe eksempler på fagteksters tilgængelighed ved hjælp af materialet ”Naturlig Viis”, Geografforlaget, og "Bios", Gyldendal. Materialerne er ikke specielt beregnet til ordblinde. Der findes ingen undervisningsmaterialer til orienteringsfagene på grundniveau, som er specielt beregnet til ordblinde. Her kan du læse en sammenfatning af kommentarerne til de to materialer. Kommenteringen er inspireret af Arnbaks bog fordi denne bog specifikt behandler læsesvage elever som et delemne. Der findes mange andre gode håndbøger om emnet - ofte med generelt fokus og altså ikke specifikt for ordblinde. Se fx referencerne på Nationalt videnscenter for Læsning.