Undervisning af børn, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, skal varetages af de offentlige og private skoletilbud, jf. folkeskoleloven. Der er mange måder at tilrettelægge undervisningen på i grundskolen, og særlig hensyntagen er ikke afhængig af en diagnose. Det vil sige, at der ikke er faste begreber som: "ordblindeundervisning", "ordblindelærer" og i mange kommuner er der heller ikke "ordblindeklasser".
Der henvises til undervisningsdifferentiering, holddannelse og specialundervisning, og det er en kommunes opgave at beskrive indhold og formål for disse niveauer. Ofte er det skolerne selv, der organiserer og fordeler undervisningen i henhold til de børn, som kræver særlig hensyntagen eller støtte.
Skolemyndigheden skal sørge for, at sikre kvaliteten i specialundervisningen ved hjælp af en fortsat udvikling af lærernes og andet personales kompetence.
Læs mere om specialundervisning på EMU Danmarks Undervisningsportal her.
Læs mere om principper for folkeskolens specialundervisning samt love og regler for specialpædagogisk bistand på undervisningsministeriets hjemmeside.